Methotrexatbehandling

Methotrexatbehandling (MTX) har været anvendt med god effekt gennem mange år til psoriasis, gigt og eksemer, m.m. MTX virker antiinflammatorisk og immunmodulerende, dvs. den hæmmer den abnormt høje aktivitet af nogle hvide blodlegemer (lymfocytter og granulocytter).

MTX tages i en ugentlig dosis på en fast dag hver uge. Behandling kombineres ofte med Folinsyre (1-2 tabl. ugentligt), som nedsætter risikoen for visse bivirkninger.

Fuld effekt af behandlingen observeres først efter ca. 1 måned. Behandlingen vil oftest vare fra måneder til år.
De mest almindelige bivirkninger er kvalme, nedsat appetit og diarré.

Blodprøver tages regelmæssigt (hver 2. uge i 1. – 2. mdr., derefter hver 2. – 3. måned), fordi MTX kan hæmme dannelse af blodlegemer i knoglemarven.

Ved langvarig behandling (flere år) er der risiko for leverskade, især hvis man drikker alkohol.

Under behandlingen bør graviditet undgås ved anvendelse af sikker prævention. Efter behandlingens ophør anbefaldes det at vente med evt. graviditet i 2 år (både mænd og kvinder).

Der må ikke drikkes alkohol under behandling med MTX på grund af risiko for leverskade.

Copyright Monika Gniadecka